Skive Kommunes børnehavebørn får kroppen aktiveret med Action Kids’ nye univers: Cirkus

Nu får alle 31 børnehaver i Skive Kommune rig mulighed for at få mere leg og bevægelse ind i hverdagen, da de alle har modtaget det nyeste temaunivers, “Action Kids i Cirkus,” takket være en flot donation fra Spar Vest Fonden.   

“I Skive Kommune er vi dybt engagerede i at fremme børns fysiske og psykiske trivsel gennem leg og bevægelse i dagtilbuddene. Vi anerkender, at barnet er i verden gennem kroppen, og når børnene støttes i at bruge, udfordre og mærke deres kroppe, lægges fundamentet for en sund udvikling.” 

Sådan lyder det fra Carina Birch, som er udviklingskonsulent ved Kultur- og Familieforvaltningen i Skive Kommune. Det var også Carina, der tog imod de i alt 31 actionkasser med “Action Kids i Cirkus,” da de blev overleveret af Thomas Fedder, “far til Action Kids” på Skive Rådhus tidligere på året. 

Den nye kasse, “Action Kids i Cirkus,” overleveres på Skive Rådhus. Her er det udviklingskonsulent ved Skive Kommune, Carina Birch, og “far til Action Kids”, Thomas Fedder.  

Foto: Action Kids.

Carina fortsætter:

Legen spiller en central rolle i børns læring, da det giver dem mulighed for at eksperimentere, udvikle motoriske færdigheder og skabe relationer til omverdenen.”

I Skive Kommunes Kultur- og Familieforvaltning samt Skole- og Dagtilbudsafdeling er de derfor meget glade for donationen fra Spar Vest Fonden, da actionkasserne giver deres dagtilbud nye muligheder for at arbejde med bevægelse på en sjov og lærerig måde:

“Actionkasserne er et fantastisk redskab, som både børn og voksne bruger med stor glæde. Kasserne inspirerer til både planlagte og spontane aktiviteter, hvor børnene får lov at udforske og bevæge sig. Donationen hjælper med at skabe bedre læringsmiljøer, hvor børnene får mulighed for at udvikle sig fysisk og psykisk. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med Action Kids og er taknemmelige for Spar Vest Fondens støtte til arbejdet med børns trivsel og udvikling i Skive Kommune.”

Skive Kommune har været med på Action Kids-bølgen siden 2021, hvor de, som kommune nr. 20 i Danmark, modtog 40 eksemplarer af den første actionkasse med de tre universer: “Bondegården”, “Zoofari” og “Rumfart”. I april 2024 fulgte uddelingen af KREA-kassen til alle børnehaver i kommunen. Og nu, i 2025, har de altså også fået opgraderingen til cirkusuniverset. 

Om Spar Vest Fonden

Fonden blev stiftet den 15. august 1989, og navnet blev senere ændret til Spar Vest Fonden. Fonden har mulighed for at foretage uddelinger af kapitalen til almennyttige og velgørende formål på Skive-egnen.

Del nyheden?

Facebook
Twitter
Linkedin
Pinterest